stolthed og fordom aarhus teater 2026

Foto: Emilia Therese

stolthed og fordom

Jane Austens elskede klassiker slipper med charme og bidende humor sin heltinde Elizabeth løs i en kompliceret kærlighedsdans med den stolte Mr. Darcy.

”Alle ved jo, at en ugift mand med en god formue må have sig en kone.” Sådan begynder Jane Austens mere end 200 år gamle romcom-klassiker Stolthed og fordom – ikke uden syrlig snert. For så følger jo, at en ung pige uden penge pinedød må finde sig en ægtemand. Vi er i 1800-tallets England, hvor nødvendigheden ophæver kærlighedens love.

Midtpunktet er familien Bennet, Mr. og Mrs. og deres tre døtre, Jane, Elizabeth og Lydia. Moren, Mrs. Bennet, har ét mål: at finde egnede ægtemænd til sine piger. Deres lod er at blive valgt til, og lykkes det ikke at få dem afsat, risikerer de alle at havne i rendestenen, når faren dør. Helt så praktisk anlagt er Jane Austens heltinde dog ikke. For den kloge, humoristiske og rapkæftede Elizabeth vil ikke lade sig nøje. Hun tror på den ægte kærlighed, så det er op ad bakke, da hun møder den tæskerige og arrogante Mr. Darcy. Begge er lige stolte og stædige, alligevel drages de uundgåeligt ind i et følelsernes spil, hvor paraderne langsomt falder.

Jane Austen er især berømt for sine to romantiske bøger Fornuft og følelse (1811) og Stolthed og fordom (1813), hvor sidstnævnte er hendes hovedværk. I mere end 200 år har den været en af de mest populære og læste romaner i engelsk litteratur, ligesom den både er blevet filmatiseret flere gange og lavet til tv-serier.

I rollen som Elizabeth får du Aarhus Teaters Laura Kjær Jensen, kendt fra bl.a. Kirstens hævn og sidste sæsons udsolgte Tristan & Isolde, og som Mr. Darcy Emil Busk Jensen, kendt fra bl.a. Tro, håb & kærlighed og Fædra på Aarhus Teater. Mesterlige Mette Døssing er Mrs. Bennet, og Henrik Birch gæstespiller i rollen som Mr. Bennet.

Aarhus Teaters prisvindende huskunstner Carolin Oredsson instruerer, mens Reumert-præmierede David Gehrt skaber scenografi og kostumedesign, og Esther Lee Wilkinson koreograferer, så det suser i skørterne. Stolthed og fordom er dramatiseret af Dicte C. Houmøller, der tidligere på Aarhus Teater har dramatiseret Lady Chatterleys elsker og Herman Bangs Ved Vejen og nyskrevet monologen Derude.

“Alt spiller. David Gehrts scenografi er en regency-idyl af mahogni og luftig hvidhed.
Oredssons iscenesættelse med flittig brug af spejle – både bagerst på scenen og i form af ovale
toiletspejle med dertilhørende videoprojektioner for nærnærbillede – er både modig og vellykket.” – WEEKENDAVISEN

“I Carolin Oredssons nænsomme iscenesættelse kommer Dicte C. Houmøllers lydhøre bearbejdelse af Jane Austens roman til sin fulde ret. Sjældent har man set Aarhus Teaters ensemble spille så harmonisk samtidig med at hver karakters personlighed fremstår lysende klart.” – CPH CULTURE

“Jeg var blevet forført, simpelthen, og jeg mærkede det ikke engang. Ikke af et lokkende visuelt, lydmæssigt eller dramaturgisk blændværk, men af en forestilling, der tager sit forlæg på ordet og stoler nok på sig selv til at formidle det uden så meget pjat. Mere kan man vist ikke forlange. Jeg kapitulerer og konverterer.” – ATLAS MAGASIN

stolthed og fordom- Galleri og holdet bag

Holdet bag stolthed og fordom

Tekst Dicte Houmøller
Instruktion Carolin Oredsson
Scenografi & kostume David Gehrt
Scenografisk koncept Josefine Thornberg-Thorsøe
Lys Thora Eriksen
Lyd Aki Bech
Komposition Joëlle Marie McGovern
Koreografi Esther Lee Wilkinson
Medvirkende Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green, Malte Conradsen

Foto Emilia Thérese

Aarhus Teater 2026